20110806 En dag med Cathy og Bill Brockman og deres 9 unger

Vi havde en stille formiddag på hotellet, jeg fik gjort noget mere ved dagbogen, d. 3/8 var en sej omgang at komme igennem.

Vi kørte afsted ved 11 tiden, det var meningen at vi ville komme efter de havde spist frokost. Der var 100 miles derop, GPS'en sagde det ville tage 2,5 time. Jeg regnede med at det var pga. hårnålesving, men så slemt var det nu alligevel ikke, det var bare grusveje.

Vejen var lang, og havde Bill ikke tegnet ruten for mig,

var vi ikke nået derop selvom jeg havde plottet koordinaterne ind på GPS'en. Den ville tit henover andre farmeres marker.

Vi ankom lidt før planlagt, omkring kl. 12:30. Bills ældste datter tog imod os og bad os sætte os ind i stuen, hvor hendes mor ville komme lidt senere. Cathy var ved at lægge den mindste til at sove til middag. Godt nok havde vi ikke forventet et slot, men jeg tror nok både Claus og jeg blev lidt overrasket over hvor usselt de boede. Gamle slidte møbler, der var klodset op. Et køkken, der bare bestod af nogle plader. Badeværlset så nogenlunde ud, men for pokker deres kontor, det kunne ligeså godt have været ude i stalden, så møgbeskidt var der. Nå, men da vi var kommet os over det første chok, må vi indrømme, at de alle var nogle søde og rare mennesker. Jeg kunne ikke så godt rende rundt og fotografere, så I må selv tænke jer til, hvordan et gammelt skur indrettet til 11 mennesker ser ud. I stuen var der rent og pænt bortset fra altså, at møblerne var fra før sidste verdenskrig.

Vi fik en hyggelig sludder med Cathy, imens vi ventede på at Bill og drengene kom hjem. Vi blev inviteret til at spise med, det som vi egentlig forsøgte at undgå. Noget kylling med æg og ost og så med pintobønner til. De spiser pintobønner som danskerne spiser kartofler.

Det så ud som om spisestuen også fungerede som skolestue og da jeg spurgte til det, fik jeg at vide, at alle ungerne var undervist hjemme. Som Bill siger, hvorfor gå i skole så mange timer, hver dag, når man kan lære det samme på meget kortere tid og så samtidig komme ud at lave et fornuftigt stykke arbejde. De går op til prøve som alle andre børn og hans ældste lå med 95% iblandt de bedste i landet.

Bill er 3. generation på Ranchen. Da han var barn blev han kørt 2 timer frem og 2 timer tilbage til skole, og i vinterhalvåret så han aldrig dagslyset. Han skulle udføre mange af sine pligter efter han kom hjem og om vinteren med lys fra en lommelygte. Det synes han er spild af liv.

Vi bad bordbøn og Claus og jeg blev specifikt nævnt - ønsket om at vi ville få en "safe trip" resten af vejen.

Efter vi havde spist frokost, gik vi ud, og jeg skiftede flip-flopperne ud med min ridestøvler, og så gik vi ud til hestene. Mister og Apache var derude, men de hilste ikke på mig på samme måde som hos MNHTA. Apache ville gerne snakke, men Mister var blevet lidt reserveret. Jeg skulle jo se de små som Bill havde købt af Larry, desværre var der tilstødt den ene noget, så den var død, men de to andre så Ok ud og den ene endda rigtig, rigtig god ud, men der skal jo nok en specialist til at se sådan noget, når føllet kun er ½ år gammelt. De havde selv to 10 mdr. gamle føl, efter Mister, som de var begyndt at træne efter MNHTA metoden, så når de bliver gamle nok til at blive reddet, så er de allerede klar til at udstå verdens monstere.

Så inviterede Bill os på en lille Ranch sightseeing. Han har 7000 acres lige knapt 3000 ha. Vi kørte rundt i et par timer og kiggede på den nordlige (hvis altså ikke jeg er helt verdenshjørne blind) del. Vi kørte rundt i den hvide truck, som de også var kørt til Minnesota i. Han kørte hen over alting og igennem alting. Claus og jeg havde lidt ondt af lakken, men den havde sikkert prøvet det hele før. Jeg kunne så også bedre forstår, at forruden var totalt revnet. Det var der nu en historie til. Bill var faktisk kørt ind i en kronhjort. Han sagde Elk og i første omgang troede jeg det var en elg, men kom så i tanke om, at en elg jo hedder en Moose. Senere så vi et billede af en Elk og det var en kronhjort. Claus tog en del billeder fra vores nordlige rundtur (men billederne kommer først på, når jeg har været nødt til at genstarte pc'en, jeg stoler ikke på den kommer op igen, selvom den var dygtig de sidste 2 gange), der bl.a også bestod af en fin lille vandretur ned til deres egen "pond". Det var meget klippefyldt så Bill kunne ikke køre derned i bilen og det var for knudret til at Claus kunne gå der, så det var bare mig der, fik set den Det var hårdt at komme op igen. I 3 km. højde er luften altså tyndere og man skal have mere af den. Bill fortalte, at de havde prøvet at sætte to rør på tilsammen 15m uden at kunne nå bunden og at en dykker havde hoppet oppe fra klippen i et forsøg på at kunne nå ned til bunden, men uden held. Så han aner ikke hvor dyb den er. OK siger jeg så bare, kunne de ikke tage en gummibåd og en snor med et lod i og så prøve at sænke det ned?

Vi fortsatte tilbage til huset.

Efter en lille pause, hvor vi kom forbi huset og fik lidt isvand til at fortsætte på, tog vi ud til de store drenge, som var i gang med at fælde træer, eller chaine dem som de kaldte det. Se hvordan de gør her

Kæden er en gammel ankerkæde. Vi spurgte om de samlede det i store bål, og fik svaret, at det ikke var en god ide for så blev varmen så høj, at alt i jorden blev goldt, så det var bedre at lave en masse små bål, altså en kontrolleret afbrænding af hele området.

Imens vi chainede, fangede Bill et eller anden krybdyr og mente at jeg skulle tage det med hjem som kæledyr, men det går vist ikke.

Her er lidt "find Holger".

Da vi var færdige med at kigge på at der blev chainet, tog vi mere sydpå og kiggede på hans stock kvæg. Åbenbart kan det betale sig, at købe enkelt kalve op hist og pist og så sælge dem i større mængder. Større mængder menes en 80-90 stk. ad gangen. De har ca. 100 køer (udover stock kvæget) med kalve lige nu, men de er nødt til at fodre på dem, da det ikke har regnet i mere end et år og der næsten ikke er noget græs til dem, og det på en jord, hvor der tidligere har kunnet gå 1000 køer. Bill mener endda han er nødt til at få sendt nogle flere til slagtning, hvis ikke snart der kommer noget regn.

Vi var på vej ned til det område, hvor Bill dyrkede græs bl.a. for at lave hø. Hans vandingsanlæg er gravet ned i jorden, så han kan vande markerne uden at vandet fordamper. Vandet kommer enten dybt nede fra jorden eller når det har regnet fra store opsamlingsponds.

Vi var lige nået ned til en truck han havde holdende, som var kørt fast. Da vandpumpen på den vi kørte i brød sammen. Fræse hjem til gården, så vi ikke skulle gå en million kilometer. Vi var nu ikke så langt væk denne gang, det havde været værre, hvis det havde været tidligere på dagen. Bill havde spurgt os om vi kunne køre manuelt gear, for det havde åbenbart været hans mening, at vi skulle have hjulpet med at få den anden truck fri. I stedet måtte vi som sagt race tilbage og Bill begyndte at hælde vand på for at se om han kunne køle den lidt ned. Motoren skulle helst ikke tage skade og det virkede da helle ikke sådan.

Imens vi stod der og talte vandpumpe kom alle de små rendende. Abby som "besides" talte en lille smule sjovt, ville hoppe om kap og Jack ville vise, at han kan klatre i træer. Abby ville så vise mig hendes hund og vi gik op til den. På vejen mødte vi et par af de mellemste knægte, de kom gående med en spand mælk, de havde åbenbart været henne at malke. De stødte til os, da vi var på vej tilbage fra hundene, hvoraf, som jeg fik at vide, at nogle af dem ikke var så glade for fremmede.

Jeg havde jo håbet at mine noter fra Larry var nået at komme, så jeg kunne have fået dem, men det var de ikke. Bill talte om at tjekke posten, men vi kom til at køre uden at tjekke den.

Jeg tror kl. var ved at være 17:30 og hvis vi skulle tilbage til Tucumcari og finde os et nyt hotel, så var det på tide vi kom afsted. Vi blev tilbudt at overnatte, men jeg havde lige lidt svært ved at se os overnatte der, og vi skal jo også nå både til Los Angeles og forbi min veninde i Colorado, så så meget tid har vi heller ikke. Vi sagde pænt farvel og kørte mod Tucumcari og fandt et nyt ikke helt så dyrt hotel. Claus var blevet sulten, jeg havde spist resterne af kyllingen fra i går, og kørte ind og fik sig et par små forårsruller. Det havde været en hyggelig, lærerig og behagelig dag.

Til hele historien hører forresten, at imens vi var ved at sige farvel begyndte det at regne og det regnede en del imens Claus og jeg kørte, så nu håber vi bare på, at det var nok for en stund til at græsset kan komme til at gro lidt igen.

Kim Jones Baker 3487 Willownook Ranch Trail Elizabeth, CO 80107