20110811 Barstow til Santa Monica, Californien.

Som guiden siger: Congratulations Road Warriors

Vi forlod Days Inn i Barstow sådan ved 8:30 tiden. Vi kørte en lille tur tilbage til Barstow efter at være kommet til Lenwood, vi turde simpelthen ikke satse på at vi ville kunne komme til at tanke vores bil. Vi kørte igennem en masse Rt 66 byer, der var masser af bygninger osv., men ikke sightseeings som vi ville stoppe for at kigge på, men en masse Rt66 "land marks". Så som disse Wigwams.

Ahr lidt lyver jeg nu, for lige før vi kom til Wigwammerne, ved Cajon Pass'et, var vi ude at "train spotte" lidt. Både i går og dele af i dag har vi kørt parallelt med jernbanen en stor del af tiden og nu var det ved at være tid til at sige farvel. Vi stoppede op og så på tog. Han hilser tilmed på os, meget sjovt. Det oplevede vi også forleden dag, hvor vi holdt ind til siden for at filme et tog.

Det var også her at 66 skiltene på vejen var sort/hvid den ene vej og hvid/sort i den anden retning.

Ikke langt derefter kom vi til et lille stykke originalt Rt 66 af Portland Cement, der gik ind til en fabrik.

I mange timer så vi at togene kun holdt i kø, det må da være spild af tid, at de skulle holde der. Det var blevet let at følge Rt66 bare vi kørte på Foothill Rd. Den kørte igennem et utal af byer. Det var forskelligt hvor meget de gjorde ud af at være 66 byer, i en af dem, husker ikke lige hvilken, var der mange af disse "vartegn".

Og endnu et "Landmark"

I Rialto var vi blevet godt sultne og ville prøve Bono's Restaurant. OK, der var kun restauranten, men den var lukket. Det har den åbenbart været et stykke tid, men det tænkte vi ikke lige over. Vi stoppede op og kørte ind på p-pladsen. Imens vi fotograferede "appelsinen" kom en mand ud og forklarede at han var Bono og at han gerne åbnede ind til restauranten så vi kunne fotografere. Det mente vi ikke var nødvendigt, men vi kunne da lige få et billede af Bono "him self". Appelsinen er den sidste af sin slags af boder langs vejen, der serverede appelsinjuice til det farende folk.

Mister Bono himself foreslog at vi kørte til Victoria Gardens, der skulle være noget for enhver. Der var bare lige det problem, at efter at have drejet væk fra Rt 66 en gang, og vi var sikre på vi kunne komme tilbage, så drejede vi en gang til, og så var vi bange for, at hvis vi drejede for mange gange, så ville vi ikke kunne finde tilbage, så vi kørte lidt videre og fandt en sushi bar på GPS'en, der var på ruten. Den virkede bare kedelig og der var ingen menu at se, vi ville ikke fanges i en eller anden prisfælde, og lige ovre på den anden side, så vi en mexikaner restaturant, der så pæn ud.

Vi fik buffet til 9,99 pr. mand og var rigeligt mætte, da vi kørte derfra

Vi kom også forbi en Shell tank, og som gammel medarbejder må man vel have lov at reklamere lidt for sit ex firma. Her har de bygget en sprit ny tank, men i den "gamle" look.

Og så lige ikke et "Landmark", vi nærmer os 90210, så der var også lige en Tesla forhandler.

Vi gjorde det. Præcis kl. 18:00 kørte vi ned til Santa Monica Pier.

Rejsen er slut. Faktisk var rejsen slut 10 min før, da vi var i krydset Lincoln Blvd og Olympic, men det har åbenbart været for kedeligt for Rt66 farer, så man skal videre til Santa Monica Pier for at tage afslutningsbilleder. Vi har kørt Route 66 fra ende til anden. Enkelte steder har vi snydt med vilje, andre steder var vi ikke så gode til at finde den, men alt i alt har vi fulgt den i måske 80-90 % af vejen.

Vi prøvede at finde nogle hoteller ved Santa Monica, men det var umuligt at få et værelse, så vi kørte en 15-18 km. ind i landet

Mega køer indtil hotellet

og fandt hotel Joy of Life, det var rundt og der var h... langt ned til vejen fra 14 etage. Normalt er jeg ikke højdeskræk, men jeg havde ikke tillid til at den lille afsats var sikker nok. Det var lidt dyrt og med et par retter mad fra restauranten på 17., så kostede det os nok et par tusinde at være kommet til vejs ende, men det skulle jo fejres.

Her lidt billeder fra hotellet, det viste sig at være sværer at tage billederne end jeg regnede med.

Her er så lige evakueringsplanen, det fotograferede jeg fordi jeg ville vise, hvordan hotellet var bygget, vi boede i lagkageskiveformede værelser.

og den skulle blive mere aktuel end man bryder sig om, men den historie i morgen for det foregik først efter midnat. I første omgang gik vi op på 17. og fik os en Salmon chowder og spaghetti med en stor kødbolle lavet af lammekød.

Tillykke til os, vi er bare gode.