20110812 Hotel Joy of Life, Los Angeles, Ca til Circus Circus, Las Vegas, Nevada

Klokken var 5:30 - underlig lyd - og det var bælg ravende mørkt. Så går det op for mig, at det er ude på gangen, den mærkelige lyd er, nærmest som en ringeklokke. Kigger ud, der er ingen at se, men en infernalsk larm. Tror først det er på det tidspunkt, det går op for mig, det er brandalarmen. Vækker Claus, han sover sødt til trods for larmen, så hvilken gavn gør den? Imens Claus tager støvler på, propper jeg lige pc, extern harddisk og andet elektronik ned i kabinekufferten og vi begynder at gå ned ad trappen, ja tak, det var derfor vi skulle bo på 14. etage. Sjovt nok så møder vi ingen, bortset lige fra en dame, der kommer farende op ad trappen ved 3. - 4. etage. Hun løber kaldende ind på næste etage, hun har måske nogle unger der. Nå vi kommer helt ned og udenfor. OK, det er der de allesammen er. Vi har åbenbart bare været så længe om at vågne ved alarmen, at vi er de aller, aller sidste til at komme ud. Og jeg mener aller sidste, for vi hørte overhovedet ikke andre imens vi gi de 14 etager ned, bortset fra den ene dame, der gik op. Udenfor er det et par stykker, der græder lidt, det er ikke en sjov oplevelser at blive vækket på den måde.

Da vi kommer ud, ser vi brandbilerne holde ved indgangen, og røgdykkere på vej ind i hotellet. Der går mindre end 5 min, så kommer alle ud igen. Så sker der ikke en skid andet end at folk begynder at gå ind igen, ingen meldinger af nogen art, måske de første har fået noget at vide, vi fik ikke en skid at vide. Kæmpeflot dyrt hotel, og så kan de ikke finde ud af, at give folk besked. Mener da også det ville have været på sin plads at tilbyde et gratis morgenmåltid eller lign. men næ nej total tavshed. Der var heller ikke noget opslag eller noget, da vi tjekkede ud.

Nå vi havde nu også mest travlt med at komme afsted, så da vi vågnede nussede vi rundt til omkring 9 tiden og begyndte så at køre ud af byen. Hold da kæft hvor var der mange biler, og det blev der ved med at være. Vi skiftede motorvej et utal af gange før vi endelig kunne se, at vi skulle blive på den samme de næste 125 km. Vi kørte mod Las Vegas.

Efter at være ankommet og fået et værelse på Circus Circus på Strippen i Las Vegas, gik vi lige en tur rundt på hotellet, der var flere shops og spisesteder og et kæmpe tivoli inde i hotellet, det var slet ikke nødvendigt at gå udenfor. Vi gik lige rundt og tjekkede det hele ud. Der sad bl.a. en mand og modellerede folk (lavede "masker" af folks ansigter på samme måde som dem, der tegner folk, her modellerede han bare i ler), det ville vi prøve, desværre havde vi bare glemt det senere, så det skete aldrig. Vi gik lige udenfor for at orientere os lidt. Vi kunne kun finde bagudgangen og måtte gå ad bagvejen til Strippen. Der var superlækkert varmt udenfor, så lækkert at det var rart at komme ind igen ½ time efter. Denne gang gik vi ind af hovedindgangen og igennem Casinoet for at kommet til hotellet, så vidste vi også, hvilken vej vi skulle gå for at komme ud igen. Vi tog lige en time på sengen på værelset, inden vi igen bevægede os udenfor. Gik ned og spiste spareribs for alle pengene og gik så en tur på Strippen. Det var imellemtiden blevet mørkt, så vi kunne se alle neonlysene. Kl. 20 var der 39 ° og en time senere var temp. faldet 1°. Claus fik ondt i foden og vi måtte vende om 3/4 nede af strippen. Han var i øvrigt noget bims i hovedet. Rt66 havde tæret på ham, det han allerhelst ville var at holde pause et par dage, så i stedet for at finde på noget vildt gik vi tilbage til hotellet. Claus lagde sig til at sove, imens jeg fandt et hotel ude på landet, på vejen til Colorado, hvor vi kunne blive 2 nætter. Første gang i 2 uger vi ville opholde os det samme sted 2 nætter og have en hel dag uden at behøve at gøre noget som helst.